Karse
Lepidium sativum
Karse dyrkes normalt på vat i en flad skål i vindueskarmen eller købes i bakke med gennemsigtigt plasticlåg ovre i supermarkedet. Det er de unge kimplanter der klippes med saks og anvendes som grønt drys på smørebrød og bruges til at pynte æggeretter og osterretter med. Karse kan også dyrkes i haven og får her lov til at vokse op med blade, som kan anvendes på samme måde som drys eller bruges til at give smag på salaten.

Karse her dyrket på friland. Står foran en artiskok.
Dyrkning
Karse er et-årig. Karse sås tæt på vat i en lille skål eller bakke. Frøene kan lægges i vand natten over og smøres ud på vattet med en kniv. Stilles i vindueskarmen og holdes våd hele tiden. Spirer frem på en uge, og kan klippes af efter 6–7 dage. Fra april kan man så karse i haven. Her spirer den også hurtigt, men her tager man først af den, når den har dannet blade og er 10–15 cm høj (efter ca. 3 uger).
Historie
Har groet i Danmark siden vikingetiden. I middelalderen var karse et lægemiddel mod gigt, hovedpine og lammelser. Hildegard af Bingen (1100-tallet) skriver: ”at spise karse mindsker de dårlige vædsker i et menneske.” Blev brugt som middel mod skørbug (stort indhold af C-vitamin). Karsefrø blev opført i de gamle farmakopeer og blev her tilskrevet urindrivende og blodrensende egenskaber. I 1888 startede ”Karse-Christensen” verdens største karsegartneri i Utterslev ved København og kom ret hurtigt op på en produktion af 150.000 kasser karse om året. I 1957 producerer gartneriet 25.000 bakker pr. uge og køber 10 tons karsefrø om året.

Karse sået på vat stående i vinter-vindueskarmen
Madlavning
Den friske smag af karse minder om sennep og peberrod. Den passer godt på smørebrød og er i det hele taget god at pynte maden med i vintertiden, hvor man ikke har så meget grønt. Også god i salat.
Copyriht: Holstebro Urtehave