– Hoved menu
– Kategori oversigt

Kryddereddike

Lav selv kryddereddiken.

Først findes nogle klare flasker med prop eller låg. De gøres helt rene, og de er klare til brug, så snart de er tørre. Så skal man også have fat i noget eddike. Almindelig husholdningseddike kan bruges, æbleeddikke er bedre, men med en god hvidvinseddike fås den mest udsøgte kryddereddike.

Så finder man rene, friske og tørre kviste af krydderurter i haven. De skal være rene, så man kan undgå at skylle dem og derved forhindre et skimmelangreb. Og de skal plukkes en solskinsdag, hvor krydderurterne indeholder flest smagsstoffer.

Den grønne kryddereddike:En passende blanding af basilikum, citronmelisse, rosmarin, salvie, og timian
puttes i en flaske. Eddike hældes på. Meget fin til sild men bestemt også til salatdressing.

Kryddereddike fremst.

Foto: Fremstilling af kryddereddike (flere flasker)

Estragon-eddike:

2-3 stilke fransk esdragon, 2-3 dildskærme, 3-4 miniløg (f.eks. topløg/etageløg), 1-2 fed hvidløg, en stump peberrod i en flaske. Eddike hældes over. Den bedste til salatdressing. Brug hvidvinseddike til denne salat-dressing-eddike.

Kraftig kryddereddike:
2-3 dildskærme, 3-4 stilke fransk esdragon, 2 stilke merian, 2 stilke grønt fra fennikel (el. bronzefennikel), en stilk basilikum, 4-5 miniløg, 1 flækket hvidløgsfed, 10 peberkorn i en flaske. Eddike over. God til sild og salatdressing. Rigtig god til at marinere grønsager eller kød i.

Når eddiken er hældt over krydderurterne og proppen sat i flasken, sættes denne i et solrigt vindue 2-3 uger. Derefter tages kryddereddiken væk fra solen og er klar til brug. Esdragon vinder i smag ved længere lagring, så kryddereddiken bliver bedre og bedre.
Lav nogle flere flasker kryddereddiker, end du skal bruge. De er fine som gaver.
Kryddereddike kan bruges i marinader, dressinger, saucer og til syltning.

 

Salatdressing:
Lav en salatdressing af 1 del kryddereddike og 2-3 dele koldpresset tidselolie (eller anden koldpresset olie, der er rig på flerumættet fedt, f.eks. solsikke-, majs- eller rapsolie). Allerbedst er hørfrøolie, for den indeholder mest af den meget sunde omega-3 olie. Brug altid koldpresset olie, og gerne økologisk. Tilsæt salt, peber og presset hvidløg. Hav en flaske til at stå i køleskabet, og brug flittigt af den til forskellige salater. Det er sundt.

kryddereddike, salt

Foto: Flasker med kryddereddike og glas med kryddersalt

Copyright Holstebro Urtehave

Leave a reply