– Hoved menu
– Kategori oversigt

Blog 1: ? – Svar – Kommentarer vedrørende Køkkenurter, frugt og bær.

Spørgsmål 3:

Æbletræ efter æbletræ? Hej Tove og Anders. Tak for jeres æble-nyhedsbrevbrev. Her har vi jo også mange æbler, men ikke nogen sorter, vi regner. Vi har talt om, at skifte nogle gamle træer ud med nyere og mere velsmagende sorter. Vort spørgsmål er: Kan man plante et nyt træ, der hvor et gammelt æbletræ har stået? Og hvilke søde, saftige, velsmagende og sunde æblesorter, vil I anbefale. Ruth og Georg (okt. 2016).

!

Svar: Det er normalt en dårlig idé at plante æbletræ efter et gammelt æbletræ. Æble tilhører rosenfamilien, og planter fra denne familie danner såkaldt jordtræthed. Det gælder også for pære, røn, tjørn, dværgmispel, bærmispel med flere. Grunden er, at der altid opstår jordtræthed i forhold til æbler, lige dér, hvor det gamle æbletræ stod. Man kan selvfølgelig dertil indvende, at det gamle træ klarede sig da godt nok, indtil det blev fældet. Jamen, det kunne jo bare hvert år trænge længere ud med rødderne og hente de mikronæringsstoffer, som måske mangler lige dér, hvor træet står, trænge længere ud forbi jordtræthed, nematoder osv. Mens det nye træ blot trænger ud i en meget træt jord. Man siger, at hvis man alligevel planter æbletræ efter æbletræ, så bør man udskifte et rumfang på mindst ½x½x½ m jord, der hvor man sætter det nye træ. Læg en rigtig god muldjord ned i hullet (og gerne lidt ler dybest i hullet) og plant så det nye æbletræ midt i den tilførte muldjord. Desuden kan man de to næste forår-somre dyrke tagetes i en cirkel (2 m i diameter) uden om æbletræet. Den tagetes-sort, der er allerbedst til at udrydde jordtræthed og nematode-problemer hedder Tagetes patula (tag en høj sort). Jeg har frø af sorten ‘Red Metamorph Marigold’. Den er flot og effektiv. Og gør I sådan, kan I godt plante æble efter æble. Men hvis jeres gamle æbletræer ellers er sunde – og ikke alt for gamle, udtjente og ramt af meget kræft o.lign. – ja, så vil jeg anbefale jer at beholde jeres gamle æbletræer, og så bare til næste år pode de sorter i, som I ønsker. På den måde får I hurtigt en masse af de æblesorter, som I ønsker.

Så spørger I også efter hvilke (søde, sprøde, saftige, sunde) æblesorter, jeg vil anbefale: Discovery (aug), Rød Ananas (sept), Rød Aroma (okt), Holsteiner Cox (nov-dec). Så synes jeg jo også at gamle sorter som Filippa, Bøghs Citron, Signe Tillisch og Bodil Nedergård er spændende.  Læs i øvrigt mere her på hjemmesiden – tryk her.
De allermest velsmagende Gråsten, Rød Pigeon og Cox Orange har jeg ikke nævnt. De er umulige at dyrke økologisk. Jeg har prøvet dem alle tre, men de gik hurtigt til i sygdomme.

Spørgsmål 2:

Æbletræer: Hej Anders Bech. Jeg hørte dit spændende foredrag i Esbjerg i sidste uge, og ved den lejlighed foreslog du, at man har f..eks. 3 robuste æblesorter, som modnes efter hinanden. Den ene var Holstener Cox, men jeg fik ikke skrevet op, hvad de 2 andre hed? Hvis jeg kunne få dig til at gentage det.  Henrik Oxenvad. (marts 2015)

Svar: De tre æblesorter, jeg anbefalede var: Discovery, Rød Aroma, Holsteiner Cox. Men måske vil du få lige så godt et valg ved at udskifte Rød Aroma med Alkmene.. (Discovery spises aug-sept, Alkmene spises sept.-nov., Rød Aroma spises sept.-dec., Holsteiner Cox spises okt.-febr.). Jeg har ikke selv et Alkmene-træ endnu, men økologiske æbleavlere priser den i høje toner, men det gør de nu også med Rød Aroma. Jeg har selv meget gode erfaringer med Rød Aroma. Har ikke set skurv eller kræft overhovedet. Et meget sundt træ med masser af frugt hvert eneste år. Alkmene skulle være mere modtagelig for kræft end Aroma, men benævnes ellers som et sundt træ. Læs i øvrigt mere her på hjemmesiden – tryk her.

Spørgsmål 1:

Ved et foredrag i Sønderborg sidste år fortalte du, at du vintersprøjtede dine frugttræer med parafinolie. Jeg besluttede mig for at prøve det samme denne vinter. Men hvor køber jeg parafinolie, og hvordan var det lige man sprøjtede? L.J., Sønderjylland. (januar 2015)

Svar: Parafinolie fås på apoteket. Jeg blander 100ml=1 dl parafinolie i 5 l vand). Og jeg sprøjter ved vindstille, tørvejr og ved +grader. Om vinteren sidder skadedyrene mest som pupper på grene med et svagt åndedræt, og i det øjeblik hvor de bliver fedtet ind i parafinolie går åndedrættet i stå og puppen dør. Det optimale er at sprøjte 3 gange i løbet af vinteren. Sidste sprøjtning skal være inden udvikling af blomsterknopper. Parafinolie virker ikke mod æblebladhveps, der også medvirker til larver i æblerne. Her kan man forsøge sig med limplader i deres flyvesæson og æglægningssæson, der falder samtidig med blomstringen. Det allerbedste er måske at have en masse musvit- og mejsekasser i haven, for musvitter og mejser tager en masse af skadedyrene i haven.
AB

Leave a reply