Bjørnerod – Meum athamanticum

Bjørnerod er en smuk staude, og var tidligere en almindelig staude i danske landbohaver. I dag er den gået i glemmebogen, og ses næsten ikke mere på danske planteskoler og i haver. Det bliver der måske lavet om på, for nu har toneangivende restaurantkøkkener taget den ind, og bruger den som krydderurt.

Bjørnerod udmærker sig ved det fineste filigran-løv og delikate hvid-rosa skærmblomster. Selve planten bliver 25-50 cm høj og består af en tæt bladroset med fine fjersnitdelte, meget frodige og grønne, blade. Den er kompakt i formen. Den blomstrer i juni-juli med de smukkeste hvide skærmblomster. Løvet er meget velegnet til afskæring, det fine filigran-løv gør sig smukt i buketter. Også skærmblomsterne kan selvfølgelig bruges i buketter. Både blomster og blade har en sødlig, aromatisk duft. Rødderne er tæt behårede, heraf navnet bjørnerod. Den kendes også som ’bjørnedild’ og bjørneurt’. Bjørnerod trives i almindelig havejord i sol eller halvskygge. Hos os står den i krydderurtebedet, men den tager sig også godt ud i et staudebed. Det er sådan jeg har set den i min bedstemors have og i gamle landbohaver.

Bjørnerod er en gammel lægeplente: Den ses ofte i gamle klosterhaver, idet den tidligere har spillet en medicinsk rolle som både appetitregulerende og fordøjelsesfremmende, men mest er den kendt for at gøre mænd virile!

I mad: Bladene af bjørnerod kan bruges som krydderurt: klippet over mad eller en lille stykke løv som pynt på et stykke smørrebrød. I smag er den mildt løvstikke-selleriagtig, måske med et strejf af bukkehorn og persille. Man kan også bruge skærmblomsterne som drys på mad. Deres smag er en smule anderledes, karry-agtig mener nogle. Udover som grønt drys er den også velegnet til supper, saucer og diverse sammenkogte retter. Roden er også spiselig og er i bl.a. Skotland blevet dyrket som persillerodsagtig rodgrøntsag. Løvet af bjørnerod kan også bruges som smagsgiver til snaps eller tørret i teblandinger.