Dild -Anethum graveolens

Dyrkning: Dild er en et-årig krydderurt, så den skal sås hvert år. Kan sås i egen have fra april-maj på et solrigt sted. Spirer bedst ved 18 grader. Vand rillen før såning, så frøene, dæk med ca. ½ cm jord og klap jorden til med riven. Frøene spirer i løbet af et par uger. Hold efter fremspiring øje med at de har væde. Hvis helt spæde dildplanter har det for tørt, går de simpenthen ud. Hvis du vil have dem til at gro op i skærme, så udtynd rækkerne (5-10 cm mellem planterne). Dette er ikke så nødvendigt, hvis du bare vil høste de grønne blade. Så en række dild hver måned, så du har dild til hele sæsonen.

Historie: Dild stammer fra Forasien. De gamle egyptere brugte dild mod hovedpine, og romerne brugte den mod utøj. Dild blev brugt til at holde onde ånder væk. I den tidlige middelalder blev den ført med munkene nordpå og dyrket i klosterhaverne. Hildegard af Bingen (1100-tallet) skriver, at “hvis en mand føler at kødets lyster stiger ham til hovedet, bør han blande dild med vandmynte og violrod og udtrække det i eddike og spise det jævnligt sammen med sin mad.” Mens Henrik Smid (Chr. d. 2.s livlæge) advarer mod brug af dild, da den gør doven og uduelig til sex. Klostrene anbefalede dild til ammende kvinder, da den stimulerer mælkeproduktionen. Gammelt mundheld: “Dild varsler noget godt”.

Madlavning: Uanset tidligere tiders råd og overtro, er dild et fortræffeligt krydderi, med mange anvendelses-muligheder. De unge bladskud er obligatorisk til gravad og røget laks og andre fiskeretter og til sommerkartofler, men prøv også dild i salat (agurk (alm. agurkesalat og tzatziki), tomat og grøn salat) og i saucer. Dildskærme (blomsterne) bruges til syltning og i kryddereddike (se f.eks. siden krydderurter på kryds og tværs/sådan laver man kryddereddike her på hjemmesiden).