Dyrkning: Knoldene lægges i april i almindelig havejord 10 cm’s dybde med en indbyrdes afstand på 12-15 cm og 20-25 cm mellem rækkerne (kan eventuelt forkultiveres i små potter i vinduekarm fra medio marts og så plantes ud i køkkenhaven sidst i april med ovennævnte afstand mellem planter og rækker). Da planten ikke tåler udtørring, må der vandes i tørre perioder.  I juli og en gang mere sidst i august gødes lidt ekstra. I oktober begynder bladene at visne, og knoldene kan graves op, efterhånden som de anvendes. Knoldene tåler en del frost, så metoden med at bruge knoldene efterhånden kan fortsat bruges. Jeg plejer dog at grave de resterende knolde op ved juletid og så opbevare dem i let fugtigt sand, så de ikke tørrer ud under opbevaringen. En vinter glemte jeg de sidste knolde og de blev i jorden. Til april skød der spirer frem af jorden og jeg høstede nogle rigtig fine knolde.

Knoldene kaldes også Michelin-mænd – ikke på grund af, at restauranter med Michelin-stjerner bruger dem i deres gourmetretter – men fordi knoldene ligner Michelin-manden, der reklamerer for Michelin-dæk.

Mad: Ved høst er det en god idé at lægge knoldene direkte ned i en skål med vand og børste al jord og sand af, så de er helt rene. Så undgår du at bruge lidt for lang tid på at skrubbe og skylle den indtørrede jord af de kringlede kroge, som den 2–3 cm knold har.

Stegt i smør og serveret som tilbehør til fisk eller kød, er knoldgaltetanden en delikatesse. Den kan helt klart anbefales.

De små knolde spises som tilbehør ved festlige lejligheder. En håndfuld smørristede knolde højner oplevelsen af et godt stykke kød.