Vinterportulak – Montia perfoliata
Vinterportulak giver blade til salatskålen på tidspunkter, hvor der ellers er for lidt grønt i haven.
Dyrkning: Sås i sensommeren og vil spire og stå grøn hele vinteren, hvis vinteren er mild. Kan også sås i kasser og sættes ind i drivhuset og man kan bruge af det til salat vinteren over – også selv om det fryser i drivhuset. Eller sås i drivbænk i sensommeren og beskyttes med glas, når vejret bliver for vådt (bladene bliver brune ved for meget væde) og senere når frosten kommer. I bænken kan man skære det første hold blade i november (ikke for langt ned), og planten vil danne nye blade til det tidlige forår. Jeg har dog aldrig beskyttet det – og jeg har haft vinterportulak de fleste år i marts og altid i april. Hold vinterportulak i et afsides hjørne i køkkenhaven i halvskygge, eller afsides i haven under buske. Her vil den så sig selv og komme år efter år – det er den ekspert i!
Madlavning: Vinterportulak er sundt med stort indhold af C-vitamin, og så kommer den med friskt grønt på tider af året, hvor det ellers er sparsomt med sådant. Kom blade og blomster i en blandet grøn salat.
Foto: Grøn salat med avokado og vinterportulak, pyntet med purløgsblomster