– Hoved menu
– Kategori oversigt

Rucola

Rucola (salatsennep) – Eruca sativa

Rucola mellem rødkålFoto: Rucola som mellemkultur mellem sene kål.

Navnet er efterhånden fastslået som Rucola. Men man ser det også benævnt som salatsennep eller sennepskål eller bare sennep. På frøposerne ser man ofte betegnelserne: ‘rocket’ eller ‘rouquette’. Det er en korsblomstrende plante og hører derfor sammen med kål og radiser i sædskiftet. Rukola er i løbet af de senere år blevet en meget anvendt plante i de danske køkkener. Det skyldes sikkert dens pikante og sennepsagtige smag.

Dyrkning: Såes i rækker (eller brede bånd), f.eks mellem kål. Den spirer lynhurtigt og allerede efter 2-3 uger kan man begynde at klippe af de unge blade. Så med 2-3 ugers  interval en kort række rukola fra sidst i april og frem til august, så har du hele sæsonen friske blade til madlavningen. Den går relativt hurtigt i blomst, men ved at klippe i bund, kan blomstringen udsættes. Når først den vokser i vejret bliver bladene for skarpe i smagen og man kan lige så godt rydde rækken og så et nyt hold. Lad dog en stump af rækken gå i blomst. Blomsterne er nemlig utrolig velsmagende og fine at pynte maden med.

RucolablomstFoto: Rucola i blomst

Madlavning: Klip af de spæde blade, ligesom man klipper karse eller persille. Og brug dem bl.a. til at krydre en blandet salat med. Man kan også blande det i en pesto. Se bl.a. vores opskrift til en rucolasalat under ‘Opskrifter – salater.
Brug også blomsterne til at pynte maden med.

Leave a reply