– Hoved menu
– Kategori oversigt

Solbær

Solbær – Ribes nigrum

 

Anna har pl. bær

Solbær er det sundeste bær, vi har. Og så er solbær nem at dyrke. Eneste minus kan være, at den modner lige, mens man er på sommerferie, så man må forære naboen alle bærene, hvis han gider plukke dem.
Dette problem kan man minimere ved at have to forskellige sorter med forskellig modnings-tidspunkt. Så bliver der sikkert en sort, som vi selv får glæde af, og så kan man lidt mere roligt tilbyde den anden til naboen.

Dyrkning: Jeg gøder ved at smide et par skovlfulde kompost fra orme-komposten under hver busk tidligt om foråret. Og hvis jeg husker det, og hvis jeg vurderer det som godt, vander jeg lidt økologisk gødning ud i begyndelsen af maj måned. Bærbuske skal endeligt ikke overgødes.
Beskæringen af solbærbuske starter, når busken er 5-6 år gammel. Så fjerner man 2-3 grene hvert år. Tag de ældste og tykkeste grene helt nede ved jorden, der hvor busken er tættest i væksten. Hvis nogle grene ligger langs jorden eller bøjer sig helt ned og rører jorden, tager jeg også dem. Jeg beskærer i forbindelse med plukningen. Så tager jeg de afskårne grene med hen til havebænken, så jeg kan plukke nogle af solbærene siddende.
Sygdomme: Solbær kan angribes af solbærknopgalmider. Et mideangreb opdager man ofte først, når nogle knopper ikke springer ud, men forbliver lukkede og opsvulmede – på størrelse med en ært. Inde i knoppen sidder tusindvis af små mider og suger kraft fra planten. Det kunne en solbærbusk godt overleve, men det farlige er, at miden som regel overfører en virus kaldet ribbesvind. Denne virus kan gøre hele busken gold, og den vil efterhånden dø. Derfor kikker jeg buskene efter hvert år lige ved udspring, og afpiller de få galmide-knopper, der somme tider er. Jeg smider dem ud med renovationen, for at de ikke skal smitte i haven. På den måde har jeg holdt mine solbærbuske raske gennem masser af år.
Solbær kan også få meldug, men det undgår man som regel ved at undgå overgødskning og ved at vande i tørre perioder. Endelig kan man vælge sorter, der er resistent over for denne sygdom. De resistente sorter er ‘Intercontinental’, ‘Ben Hope’, ‘Narve ­Viking’ og ‘Titania’.

Sorter: Narve Viking (den bedste, bærene er søde og har fin aroma, modner først i august, men drysser ikke og kan plukkes over en lang periode.), Ben Hope (bærene er søde og har fin aroma, ekstra rig på C-vitamin, modner først i august og er resistent for solbærknopgalmider) og Ben Tirran (anbefales til øko-dyrkning, men bliver stor, 2 m høj, modner midt i juli – midt i ferietiden).

Sundhed: Solbær er meget sunde. Solbær er det bær, der har det højeste indhold af C-vitamin. Derudover indeholder solbær de to antioxydanter:  flavonoider og anthocyaniner. De forebygger hjerte- karsygsomme. Desuden styrker solbær immunforsvaret.

 

 

Leave a reply