Stikkelsbær – Ribes uva-crispa
Foto: en opstammet ‘Invicta’-stikkelsbær
”Kære mormor. Tak fordi der stod stikkelsbærbuske i din mangfoldige have. Uden dem, ingen stikkelsbær til grød. Alle børn skal have chancen for at sætte tænderne i stikkelsbær. Det holder hele livet.” Sådan skriver forfatterne i Årstidernes kogebog ’Livretter’. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Jeg har en tilsvarende oplevelse fra min barndom, som jeg tror har betydet, at jeg som den naturligste ting i verden har plantet 3 stikkelsbærbuske i haven. I mit hjem havde vi alskens frugttræer og bærbuske, og store arealer med hindbær og jordbær, men af en eller anden grund havde vi ikke stikkelsbær. Men det havde naboen – oven i købet flere buske med de hårede, søde og gule stikkelsbær. Derhjemme var jeg bestemt ikke underforsynet med frugt og bær, nærmest overforsynet, for vi børn kunne spise alt det vi orkede. Alligevel husker jeg besøgene ved naboens stikkelsbær, når de var modne. Her kunne vi også bare spise løs, for de fik slet ikke plukket bærene. Når jeg tænker på det, er det som om jeg kan smage de små søde gule stikkelsbær endnu – måske også lidt på grund af vanskelighederne med at plukke dem – grenene var meget tornede!
Dyrkning: Stikkelsbær er nemme at dyrke. Jeg gøder dem med en skovlfuld kompost fra orme-komposten hver forår. Man skal endelig ikke overgødske stikkelsbær.
Mine tre buske er alle opstammede. Dette giver en skulpturel flottere busk, og så er de meget nemmere at plukke. Ved at få grenene op i plukkehøjde, undgår man også lettere tornene.
Den værste sygdom for stikkelsbær er stikkelsbærdræber (en meldug). Men der har man i dag udviklet sorter, der er resistente overfor sygdommen.
Sorter: Jeg anbefaler disse to sorter 1) Larell (rød, nærmest tornfri, modner middeltidligt, kraftig opretvoksende, ret resistent overfor stikkelsbærdræber) og Invicta (gul, modner middeltidligt, kraftig opretvoksende, den mest resistente overfor stikkelsbærdræber).
Copyright: Holstebro Urtehave
